At følge et togt

Der er flere kilder til at følge et skibs færden.

Hvor der eksisterer påmønstringslister, er hele besætningen inkl. skipperens navne angivet.
Pt. har jeg fundet en fra København, en fra Nyholm (flåden), og to fra Åbenrå, hvor Malthe er med.
Jeg har endnu ikke fundet nogen påmønstingslister fra Flensborg, men det kan være de ligger på Flensburg Stadtarchiv.
Fra Siam togterne kan påmønstringslisterne ligge på National Archives of Thailand eller på National Library of Thailand.

Der er lægds- og sørullerne, hvor især Klyhn togterne er belyst. Der er lidt om togtet i flåden og om et togt fra Hamborg.

Så er der aviserne, hvor der er angivet ankomst og afgang fra en havn eller ved et landemærke.
Skibs ankomster og afgange blev oplyst i aviserne, så pårørende til besætningen kunne følge med i hvor deres kære befandt sig,
og for at redere, grossister, købmænd etc. kunne følge med i hvor deres priser befandt sig ude i verdenen.
Jeg har gjort brug af danske, engelske, hamborgske, hollandske, belgiske, indonesiske, hong kongske, philipinske, norske og svenske aviser.
Der er også udgivet aviser i Siam, men de ligger på mikrofilm på National Library of Thailand,
og det kræver nok en tur til Bangkok for at se dem.
Se mere her: Aviser

Konsulaternes skibslister blev ført på de danske konsulater i udlandet. Her står ankomst og afgang, hvorfra og hvortil
og hvem der er reder mm., men af en eller anden grund mangler en stor del af listerne mellem 1858 og 1862,
og jeg har kun fundet en registrering i Hamborg fra 1862, hvor Malthe har været med.
Flensborg og Åbenrå, der ligger i Slesvig, blev før krigen 1864 regnet som dansk og efter krigen 1864 som preussisk,
og senere igen som nordtysk, så Kina togterne, der foregik under et tysk flag, er ikke registreret på danske konsulater.

Hvis en skipper havde mellemværender vedr. told på sin last blev det registreret i toldregnskaberne.
Ind- og udgående lister, vandregnskabet, lodsregnskabet opfatter jeg som en del af toldregnskaberne.
På St. Croix, Christiansted og Frederiksted, har jeg fundet Klyhn og Concordia i regnskaberne
i de ind- og udgående lister, vandregnskabet og lodsregnskabet, samt en enkelt gang i en sag vedr. fortolding.
Jeg har endnu ikke fundet Klyhn og Concordia i de københavnske regnskaber.