Huset Ahlmann

Det meste af det nedenstående er fra 'Historisk forening for Graasten by og egn, årsskrift 2004, nr. 30',
pg. 17-43.
Mine egne kommentarer har jeg sat i []

Stamfaderen til Gråsten-linjen var Otto Friedrich Ahlmann (1786-1866). Han blev født i Nordborg på Als,
og var søn af en købmand med samme navn. Slægten stammede fra Sønderborg, og den havde grene til bla. Åbenrå.
Omkring 1800 kom han til Gråsten og arbejdede en tid i købmand Nicolay Henningsens handelshus. Da Henningsen
døde i 1809, købte Ahlmann bygninger og grund af boet efter ham. Henningsen havde af hertug Friedrich Christian
af Augustenborg fået enekoncession på handelen i Gråsten, men dette opnåede Ahlmann ikke. Hertugen erklærede,
at han forbeholdt sig ret til at udstede bevillig også til andre.

Ahlmann starter sin købmandsvirksomhed

Ahlmanns køb i 1809 omfattede foruden beboelseshuset også forskellige udbygninger som bagerhus, bryggeri og
staldbygninger og et større gundstykke. Af købskontrakten fremgår det også, at han havde ret til at brygge øl
og brændevin, endvidere ret til handel til lands og til vands. Dette sidste kom til at betyde meget for ham
efterhånden som virksomheden voksede. Købet blev godkendt af hertugen og i kontrakten nævnes alle de varer,
som Ahlmann måtte handle med.

Tidens handelsforhold

På denne tid var byttehandel almindelig. Bønderne bragte deres korn og smør til købmanden, som så betalte dem
med de varer , de kunne købe hos ham. Men en landkøbmand måtte kun handle med visse varer og måtte ikke impor-
tere fra udlandet, så mange varer måtte hentes hos købmændene i købstæderne. Disse havde fra gammel tid privi-
legier for ikke at skulle konkurrere med landkøbmændene. Nu var Gråsten ikke en købstad, men efter manges mening
en flække dvs. en handelsplads ligesom Augustenborg, Løgumkloster og Højer, og de havde særlige rettigheder.
Med sin ret til handel til lands og til vands havde Ahlmann samme vilkår som købstadskøbmændende, dvs. han kunne
i modsætning til landkøbmændene også handle med jernvarer, kul og tømmer og indføre varer direkte fra udlandet
Derfor behøvede omegnens bønder ikke mere at køre den lange tur til Flensborg, Sønderborg og Åbenrå ad dårlige
veje, men handle i Gråsten. Det medførte, at flere håndværkere og andre handlende bosatte sig i byen, ligesom
der blev bygget en del huse i denne tid.

Bryllup med teglværksdatter fra Egernsund.

Kun et år efter købet giftede han sig med den 17-årige Anna Marie Lorenzen (21.05.1793-11.01.1885), der var datter
af teglværksejer Nis Lorenzen i Egernsund. I de følgende år kom der 10 børn til verden i huset, 7 sønner og derefter
3 døtre. To døde som små og en datter 20 år gammel.

Ahlmann bygger nyt hus til familien.

Det gamle beboelseshus Ahlmann var flyttet ind i i 1809 blev revet ned i 1822 og erstattet af en nybygning i to
etager med højt tegltag. Man ved ikke, hvordan det gamle hus så ud, men det har ganske sikkert været nødvendigt
med plads til den store husholdning, hvor der på dette tidspunkt var 7 børn og flere ansatte på kost i huset.

Der har også været råd til dette byggeri, for handlenen gik godt for Ahlmann, så godt, at de Sønderborgkøbmænd
følte sig gået i næringen. Der blev sendt en klage fra bl.a. en tømmerhandler gennem Sønderborg magistrat til
hofråd Thomsen i Gråsten, hvor det blev påstået, at Ahlmann kun havde ret til almindelig landhandel. Desuden var
Gråsten ingen flække og havde derfor ingen særlige rettigheder. Det var nemlig kommet tømmerhandleren for øre,
at Ahlmann havde modtaget en skibsladning tømmer direkte fra udlandet.

Nu fulgte en lang række redegørelser til forsvar og angreb mellem parterne. Ahlmann påstod, at han havde købt
sin ret til handel og til vands sammen med handelshuset i 1809 og betalt dyrt for det. Samtidig holdt han på,
at Gråsten var en flække, dvs. en handelsplads og henviste til, at Gråstens unge mænd ikke var militærpligtige,
som bønderne i omegnen.

Ikke alene gav Ahlmann Sønderborgkøbmændene konkurence i Sundeved, også til Als udstrakte han sine handler, Det
var sådan, at når rapsen var høstet, oplagrede bønderne den i laderne for at afvente en prisstigning. Når den
indtrådte, fik den købmand rapsen , som kom først. I sådanne perioder havde Ahlmann sin vogn spændt for allerede
kl. 6 om morgenen. På den tid kom den kørende post fra Flensborg, en gig med Postillon i skarlagensrød frakke.
Når Ahlmann havde fået sine breve udleveret fra postmesteren, og storkøbmaneden fra Hamborg skrev: "Nu er det til
at købe.", da kørte han foran posten til Als, og kom Sønderborgkøbmændene i forkøbet.

Trods alle disse vanskeligheder ser det ud til, at handlen fortsatte uforstyrret op gennem 20'erne og 30'erne.
Både hertug Christian August II og hofråd Thomsen støttede Ahlmann undervejs, ikke mindst fordi de kunne se, at
vidtstrakte og dygtigt drevne handelsvirksomhed var til stor gavn for byen. Hertugen skrev i et af svarene på
de omtalte henvendelser om Ahlmann: "Ahlmann er en meget stræbsom mand, der driver sin virksomhed med energi
og forsigtighed til gavn ikke kun for sig selv, men også for byen, idet det giver arbejde til befolkningen og
en bedre vareomsætning. Det har en stor betydning for denne egn, der befolkes af mange småfolk." Således fik
Ahlmann fornyet sin koncession både i 1834 og 1839.

Nationale brydninger.

I 1840'erne begyndte de nationale brydninger at melde sig. Der blev talt dansk (sønderjysk), tysk og plattysk i
byen, men det havde ikke rokket ved folks anerkendelse af, at den danske konge var landets overhoved. De mange
embedsmænd, der var knyttet til fyrstehoffet stod derimod på hertugens side. Også Ahlmann, der i 30'erne havde
givet bedrag til støtte for det danske sprog ved at oprette bogsamlinger, gik nu ind for hertugens synspunkter
og blev slesvig-holstener. Der var et skel imellem de mere velhavende, som hovedsageligt befandt sig på den tyske
side og håndværkere, mindre handlende og bønder på den danske.

I familien Ahlmann var omgangssproget sønderjysk, men der blev talt tysk til bønderne og brugt tysk til skriftlige
henvendelser til forretningsforbindelser. Et barnebarn fra Fredericia fortæller om sin bedstefar, at han på en
spadsertur i byen talte sønderjysk med en arbejder, plattysk med slagter Paulsen, rigsdansk med herredsfogeden og
højtysk med dr. Clausen.

Hvordan gik det så børnene, der voksede op i dette hjem?

Den ældste søn Otto Friedrich, født 1811 nedsatte sig på godset Ussinggård ved Horsens. Han var som faderen en
dygtig forretningsmand og drev ved siden af landbruget en indbringende handelsvirksomhed. Efter 20 på Ussinggård
flyttede han til København og efter nogle år videre til Hamborg, hvor han købte en herskabsejendom ved Alsteren.
Han var ugift, men havde hele livet tæt kontakt til sine forældre og søskende, som han støttede ved flere lejligheder.
Han bestemte i sit testamente, at en fjerdedel af hans formue skulle gå til en "Otto-Ahlmann-Familiestiftelse" der
skulle anvendes til at støtte de unge mennesker af den store familie med at finansiere deres uddannelse samt dække
udgifterne ved en sammenkomst i Gråsten for hele familien hvert andet år. Til at støtte trængende i sin fødeby
oprettede han endnu en fond: "Købmand Otto Friedrich Ahlmann's milde Stiftelse."

[Otto Friedrich overtog i 1833 Ussinggård efter Hans Henrik Frellsen, som var gift med Caroline Frederikke Gorrissen,
barnebarn til Friedrich Gorrissen Günthers Sohn fra Flenborg, stifter af handelshuset, Lorenzen & Gorrissen G.S.
i Flensborg, så her er en forbindelse til Ahlmann i Gråsten.]

Den næste søn Nis Peter, født i 1812 blev også godsejer. Han købte i 1840 hovedgården Langholt nord for Ålborg med
tilhørende jorder. Trods den store afstand fra Gråsten var faderen flere gange på besøg hos ham. Da Nis Peter døde i
1884 efterlod han sin søn Malthe en veldrevet ejendom. Malthe var førende på en række landbrugsfaglige områder og
hans speciale var opdræt af heste og jysk sortbroget malkekvæg. Han havde mange tillidsposter og var bl.a. formand
for Ålborg amts landboforening, der efter hans død opsatte et mindesmærke for ham ved Langholt.

Hans yngre broder Thomas Jörgen, født 1814 startede sin uddannelse hos faderen i Gråsten. Siden hjalp broderen
på Ussinggård ham i gang med forskellige handelsfirmaer, hvorefter han af sin onkel købte et moderne brændevins-
brænderi i nærheden af Hamborg. Dette flyttede han til Fredericia i 1845, hvor han opbyggede en god brændevins-
virksomhed. Inden byens belejring i 1849 var kone og børn bragt i sikkerhed hos bekendte på Fyn. Selv stod Thomas
Jörgen ved færgelejet i Strib, hvorfra han kunne se røgen fra brandene under bombardementet. Fjendens første mål
var hans virksomhed, der sammen med beboelseshuset blev fuldstændigt ødelagt. Fabriksskorstenen var blevet brugt
som mål for deres beskydning. I løbet af det følgende år blev såvel beboelseshuset som fabrikkende genopbygget.
Det var en veldrevet virksomhed, som sønnen Johannes overtog i 1878, mens forældrene flyttede til København. Fra
sin fader overtog han også ledelsen af jernstøberiet "Carlshütte" ved Rendsborg. Han solgte ovne, centrifuger
og andre jernvarer til hele Skandinavien. Virksomheden var i familiens eje langt op i næste århundrede.

Johannes holdt meget af Gråsten og opholdt sig ofte i familiehjemmet om sommeren. Her skrev han bogen "Allerlei
aus Gravenstein" om Gråsten i 1800-tallet med hovedvægt på bedstefaderen Otto Friedrich Ahlmans liv og virke.

I 1817 fødtes Hans Wilhelm, der lige som sine søskende først gik i den lokale skole og derefter blev undervist af
en huslærer. Efter nogle år i Åbenrå med undervisning i latin, fransk og engelsk, kom han i handelslære først i
Flensborg og siden i Kiel. Han havde mange interesser og opgave snart købmandsskabet for at studere nationaløkonomi.
En tid var han i Tübringen, hvor han var meget optaget af de demokratiske idéer, som i disse år optog studenterne.
Efter hjemkomsten til Kiel blev han tilhænger af den slesvig-holstenske frihedsbevægelse, der arbejdede for et frit
og selvstændigt Slesvig-Holsten. Dermed var familien delt i en tysk og en dansk gren.

Den yngste bro Hans, født 1820 blev udlært hos sin far og det lå i luften, at han til sin tid skulle efterfølge
ham som købmand i Gråsten.

Søsteren Helene blev gift med pastor Christian August Valentiner i Haderslev. Han var tyskorienteret og måtte
forlade sit embede efter krigen 1848-50, men efter 1864 vendte familien tilbage til Haderslev, hvor han blev provst
og leder af seminariet.

Den yngste søster Marie blev gift med Peter Jürgens, der var købmand i Hamborg. Hendes datter var gift med pastor
Gottfried Schumacher i Holbøl

Gråstens førende forretningsmand.

Otto Friedrich Ahlmann fortsatte sin virksomhed og var efterhånden blevet en meget velhavende mand. Han havde et
klart overblik over tingene, kunne træffe hurtige beslutninger og var strengt retfærdig. Dertil havde han en utrolig
hukommelse for folk - havde han engang set en person, så huskede han vedkommende. En embedsmand sagde om ham:
"Ahlmann kender snart sagt alle mennesker i Slesvig-Holsten". Han forstod at omgås alle og have en udpræget humoristisk
sans. Af skikkelse var han stor og bred, og han indgød folk tillid. Mange kom til ham med deres problemer, både
økonomiske og private og fik trøst og vejledning. "Gå til gammel Ahlmann!" hed det sig, for til ham kunne alle gå, høj
eller lav.

Derfor lykkedes det ham også at knytte fremragende og trofaste medarbejdere til sig, der blev hos ham i årevis.
Hans handelsområde var stort, det gik fra Skagen til Ejderen, som han selv sagde.

Den lille ladeplads ved Stengerodde, der lå for enden af Ahlmanns grund, havde hidtil ikke været benyttet. Nu kom
der skibe med tømmer, jern, og andre varer til byen, og de sejlede derfra med korn og smør. Mange af de skibe, der
anløb stedet, havde Ahlmann part i og andre var hyret til fast fart mellem Gråsten og andre havne.

I 1840'erne var der stadig fremgang i handlen, og kulminationen nåedes under krigen 1848-1850, hvor Ahlmann leverede
varer til de tropper, der blev indkvarteret. Det var skiftevis tyske og danske tropper, så Ahlmann balancerede
nationalt set, selv om han havde haft sin vigtigste støtte i hertugen.

Vanskeligheder med de danske myndigheder.

I 1852 udvidede og nyindrettede han sine forretningslokaler. Derfor kom det som et chock for ham, at han ikke fik sin
koncession fornyet i 1853. Det blev meddelt ham, at han omgående skulle afhænde sine lagre. Der havde allerede været
vanskeligheder med tilladelse til at bruge ladepladsen ved Stengerodde, men dette ville slå benene væk under Ahlmann
Der blev forhandlet frem og tilbage. Der kom også et forslag om at udbyde komcession til en loyal dvs. dansksindet
person! Det mærkedes, at hertugen var væk, og at den danske øvrighed efter treårskrigen ikke så med blide øjne på
tyskorienterede personer. Det var givet en belastning, at hans broder var en fremtrædende slesvig-holstener med tæt
tilknytning til den provisoriske regering i Kiel under konflikten, og at sønnen Hans, der arbejdede i firmaet, havde
deltaget i krigen på slesvig-holstensk side.

Nu havde Ahlmann i 1849 købt et værtshus ved siden af købmandsgården. Der opførte han i 1852 en efter Gråstenforhold
en fornem bygning, der fortsat skulle være værtshus. Ved købet overtog Ahlmann den koncession for almindelig værts-
husdrift og landhandel, som fulgte med. Før 1853 havde han ikke gjort brug af denne ret, men nu kunne det blive en
redning for ham. Regeringen i København anerkendte hans ret. Dog søgte han omgående om udviddet koncession for dog
at kunne handle med flere varer end en almindelig landkøbmand.

Ahlmann var heller ikke mere den eneste købmand i byen. Allerede i 1851 var den dansksindede madan Stillhof blevet
tildelt privilegium til handel og værtshusdrift. I den lange række af ansøgninger og svar vedrørende Ahlmanns ret-
tigheder, blev det også fra flere sider anført, at madam Stillhof ikke kunne betjene Gråsten borgere tilfredsstil-
lende, og at Ahlmann måtte have sine rettigheder igen. Han prøvede også om han kunne overføre bevillingen til sin
søn på Ussinggård, men det lykkedes heller ikke.

Efter at have drevet sin handel videre fra værtshuset, fik han endelig i 1856 tilladelse til at flytte sin virksom-
hed tilbage til sin købmandsgård. Kort efter fik han en konkurrent, idet en købmand Dethlefsen fik koncession, men
ellers forblev alt stort set som før. Disse år sled på Ahlmann, og yderligere havde han den sorg i 1855 at miste
sin elskede kone. Hun havde været syg i længere tid og for at skaffe hende de bedste behandlingsmuliheder, sendte
han hende til Kiel, hvor hun tilbragte sommeren 1854 hos Wilhelm. En bedring indtrådte, men i januar 1855 døde hun.
Til sin datter skrev han: "Så er vores gode mor død og jeg står alene, forladt af alle mine børn. Gud må vide, hvor
skæbnen fører min kære Hans hen."

Sønnen Hans går ind i virksomheden.

Med Hans var det gået sådan, at han var vendt hjem efter sin deltagelse i krigen på slesvig-holstensk side og nu
fortsatte arbejdet i faderens forretning. Han havde ikke de samme evner for og lyst til arbejdet i Gråsten som
faderen, og da det gik galt med bevillingen i 1853, forlod han byen. Efter moderens død vendte han alligevel tilbage
til Gråsten og til arbejdet hos faderen. Han havde forgæves forsøgt at købe sig ind i en handelsvirksomhed og indså,
at der ikke var andre muligheder for ham end at han blev faderens efterfølger. Det var både ham selv og faderen klart,
at han ville få vanskeligheder med at drive den store virksomhed, en omfangsrig butikshandel med kolonialvarer, vin
og spiritus, tobak og cigarer, stentøj, glas og porcelæn, galanterivarer, manufaktur, jernvarer, kul og tømmerhandel
ved siden af byggeartikler, korn og smør, brænderi med stort kvæghold og omfattende deltagelse i Åbenråskibe i over-
søisk fart. Dertil kom, at faderen arbejdede med sin store kapital, hvorimod Hans efter faderens død kun ville have
sin arvepart.

[Ahlmann havde sandsynligvis andele i Åbenråskibene Elise og Mathilde, som Malthe var på togt med til Kinakysten.]

I 1856 giftede Hans sig med Elise Olde og det unge par flyttede ind i købmandsgården. Faderen købte "Haus Steinburg"
af teglværksejer H.H. Dithmer, der havde bygget huset i 1844 i udkanten af Gråsten. Mens den dygtige og energiske
svigerdatter styrede husholdningen i købmandsgården, levede faderen nu et stille liv i det lille hus, hvor "Mamsell
Peters" sørgede for husholdningen. For at opmuntre ham inviterede Otto på Ussinggård ham på en rejse til London og
Paris, en rejse, han udtrykte megen glæde over. Sin 76-årsdag tilbragte han hos børnene i Kiel og 77-årsdagen hos
Peter på Langholt nord for Ålborg. På hjemvejen herfra besøgte han sin ældste søn Otto, der havde bosat sig i Køben-
havn.

I øvrigt havde han sin daglige gang i forretningen, hvor han stadig havde sin skrivepult og fulgte med i forretningerne.
Over for myndighederne var han fortsat indehaver af forretningen, idet Hans havde fået afslag på sin ansøgning om
koncession.

Efter krigen i 1864, hvor de tyske myndigheder overtog styret, kunne forretningen igen drives uden indskrænkninger.

Afsked med den gamle købmand

Således levede Ahlmann sine sidste dage i det lille hus, åndsfrisk til det sidste, i stadig forbindelse med forretnngen
og omgivet af besøgende børn og børnebørn. Hans store børneflok med familier havde haft tæt forbindelse med deres far
og med hinanden. De skrev til ham og fortalte ham om deres familieliv og om deres forretninger, og han skrfev tilbage
til dem. Det har været en omfattende korrespondance, og den opretholdt ham til sin død. Han døde kort før sin 80-
års fødselsdag i 1866 og blev under stor deltagelse begravet på kirkegården i Adsbøl.

Gode tider i 70'erne

De første år efter krigen i 1870-71 bragte opsving for handel og landbrug med bl.a. stor bygge aktivitet, der kom
Gråsten handelen til gode. Også for Hans Ahlmann gik det godt, men trods en modernisering af brænderiet, måtte det
opgives, fordi de store brænderier i Flensborg udkonkurrerede ham. Butikshandelen forblev god og gav et stort over-
skud. Smørhandelen havde altid givet problemer, idet bøndernes smør ikke altid var den bedste kvalitet. Men købte
Ahlmann ikke smøret, handlede landmanden heller ikke hos ham. Kornhandelen gik noget bedre, men der var kun tale om
opkøb og videre transport til møllerne. På grund af de dårlige veje var landtransport besværlig og Ahlmann benytte-
de mest sine skibe. Han havde en skonnert, der regelmæssigt sejlede mellem Gråsten og Kiel. Der var tale om korn ud
og klid, foderstoffer og stykgods tilbage. Også 2 jagter var i stadig fart med skipper Rüburg og Christensen til Kiel
og skipper Hansen til Flensborg.

På skibsværftet i Åbenrå var han med i næsten alle nybyggerier. I 1878 erhervede han losse- og ladepladsen ved Sten-
gerodde og uddybede sejlrenden. Dernæst satte han en bom op og afkrævede fremmede bolværksafgift.

Hans Ahlmann var en stille, sparsommelig mand, der levede for sin forretning, og som sin far var han igang fra mor-
gen til aften.

Det var gode år for forretningen, så Hans Ahlmann gik i 1870 i gang med en større ombygning på Torvet, idet han
forhøjede bygningen med en etage samt indrettede et kornlager i den øverste lave etage i bygningen. Det var den byg-
ning, der senere hed "Hotel Graasten", og som Sydbank ejer i dag.

Op gennem årene havde både far og søn købt ejendomme og jord i byen og i 1870'erne nåede arealet op på ca. 60 ha.
Og Ahlmann ejede nu ca. 1/5 af byens jorder.

Hans Ahlmann havde således mange jern i ilden, og hvor faderen havde "et øje på hver finger og to i nakken", var
en beslutsom mand med en fast hånd, åbent blik, og var Hans mere blid og ikke tilhænger af hurtige beslutninger.
Trods stor flid og sparsommelighed kunne disse egenskaber ikke opveje manglerne. Efterhånden kneb det med at holde
på dygtige medarbejdere.

Tiden ændrede sig, der kom andre handlende til byen, som f.eks. en ung købmand Jørgen Christian Petersen i 1872.
Han handlede med kolonial, korn og foderstoffer, og det udviklede sig senere til kornfirmaet A/S Laurids Nielsen.
Det var Asmus Philip Jürgensens klædefabrik og manufakturhandel i Borggade, men Fiskenæs teglværk var dog den største
virksomhed på den tid.

Falitten i 1882.

Alligevel kom det som et chock for byen, da Hans Ahlmann i 1882 meddelte sine kreditorer, at han standsede sine
betalinger og trådte i likvidation. Man kunne ikke forestille sig noget mere solidt end Ahlmanns virksomhed, som
havde eksisteret i 70 år. Der blev holdt flere kreditormøder, og da alle fordringer var talt sammen, viste under-
skuddet sig at løbet på i 1.500000 mark. Det var på den tid et svimlende høj sum! I det følgende år kunne folk jævnligt
læse Dybølpostens notitser om konkursen. Ahlmann trak andre med i faldet. En del af egnens velhavende landmænd og
teglværksfolk havde betroet ham penge. De fleste af dem havde haft et nært forhold til den ahlmannske familie. De
led store tab, og enkelte måtte endda forlade hus og hjem.

Nu tilbød familien, at de beløb, som mindre håndværkere, daglejere ogtjenestefolk havde betroet Ahlmann, ville blive
dækket.

Konkursforvaltningen prøvede med nedsatte priser at realisere varelageret, men det indbragte ikke tilstrækkeligt,
så en auktion kunne ikke undgås. Det hele blev udbudt til salg, både Hotel Stadt Hamburg, forretningen, landbrugs-
jordene og rederiet. Den store Ahlmannske virksomhed, der siden 1809 havde betydet så meget for Gråstens trivsel og
udvikling var helt ophørt. Kort efter flyttede Hans Ahlmann og hans kone til Dresden og levede deres sidste år der.
De er begravet på Tolkwitz-kirkegården i Dresden.